Forbrugeraftaleloven, forbrugerklageloven, cookie m.v.

Forbrugeraftaleloven, forbrugerklageloven, cookie m.v.

23/10/21

HUSK ALTID ORDREBEKRÆFTELSE TIL FORBRUGERE!

Ellers risikerer du, at forbrugeren helt eller delvis frifindes for kravet, hvis der er uenighed om, hvad der aftalt!

Når du handler med forbrugere, er der en række regler, som du ikke kan fravige. Det gælder eksempelvis købeloven, forbrugeraftaleloven og forbrugerklageloven.

De fleste er opmærksomme på, at der den 13. juni 2014 trådte nogle nye regler for forbrugeraftaler i kraft.

De færreste er dog opmærksomme på, at der pr. 1. oktober 2015 trådte en ny forbrugerklagelov i kraft, som blandt andet foreskriver, at den erhvervsdrivende på sin hjemmeside og i sine salgs- og leveringsbetingelser skal oplyse, om der er et klagenævn, som der kan klages til, inkl. klagenævnets adresse og hjemmeside. Sidstnævnte skal også oplyses til forbrugeren skriftligt, hvis den erhvervsdrivende afviser en klage fra forbrugeren. Pr. 15. februar 2016 skal du tillige henvise til klagemuligheden på den fælleseuropæiske klageportal ODR. Alle europæiske virksomheder, som handler med forbrugere, skal henvise til denne klageportal. Klageportallen er til forbrugere, der vil klage over en vare eller tjeneste, som de har købt på nettet af en sælger i et andet EU-land. Du kan læse om klageportalen her. Og den officielle EU hjemmeside finder du her.

Vedrørende ændringer af forbrugeraftaleloven pr. 13. juni 2014 synes stadig mange ikke at være opmærksomme på, at der blev indført krav om, at der inden aftalen bliver endelig, skal sendes en specifikation af, hvad den erhvervsdrivendes tilbud går ud på. På baggrund af en mundtlig aftale skal der derfor altid udarbejdes en ordrebekræftelse, som dokumentation for, at du har opfyldt denne pligt.

Forbrugeraftalen gælder således ikke længere kun de såkaldte fjernsalg, men har også betydning ved andet salg. Køber har godt nok ikke fortrydelsesret, men der gælder her stadig en omend begrænset oplysningspligt, medmindre oplysningerne fremgår tydeligt af sammenhængen. En oplysningspligt, som skal opfyldes inden aftalens indgåelse.

Eksempelvis skal der oplyses om

  • Varens eller tjenesteydelsens vigtigste egenskaber (ikke tekniske varer, som er udstillet i forretningen, kræver sædvanligvis ikke yderligere beskrivelse, da køberen kan undersøge varen og dermed konstatere dens egenskaber)
  • Den erhvervsdrivendes identiet, dvs. navn, adresse, telefonnr. og email-adresse
  • Den samlede pris inkl. moms og evt. yderligere omkostninger såsom fragt. Hvis varens eller tjenesteydelsens art gør, at prisen ikke med rimelighed kan udregnes på forhånd, skal oplyses den måde, hvorpå prisen skal udregnes
  • Evt. vilkår for betaling og levering, herunder leveringstidspunktet
  • Betingelserne for at opsige tidsubestemte aftaler (ligesom der i de fleste tilfælde alene kan aftales en maksimal opsigelsesfrist på 1 måned til udgangen af en måned, når der er gået 5 måneder efter aftalens indgåelse)
  • At købelovens mangelsregler finder anvendelse
  • Evt. eftersalgskundebistand
  • Hvis det er relevant, det digitale indholds evne til at fungere sammen med hardware og software i henhold til, hvad den erhvervsdrivende ved eller med rimelighed burde have vidst.

Konsekvensen ved ikke overholdelse af loven kan både være bødestraf og at forbrugeren eventuel ikke anses for bundet af aftalen.

Se loven her.

I sammenhæng her synes det tillige relevant at henvise til kravene til information og samtykke til cookies. Senest vejledning herom er fra 2013, som du finder her.

RWS
Advokatkontoret Rikke Wagenblast SørensenCvr: 28365195, Granhøjvej 8, 8600 Silkeborg, DK
+45 42 72 09 30
rikke@rws.dk